Legens Ærespris 2023


Legens Ærespris 2023
Legens ærespris er en pris, Legebranchen – LEG giver én gang om året til personer eller organisationer, som gør en ekstraordinær indsats for at fremme leg og legens værdi i Danmark. Prisen blev for første gang uddelt den 14. september 2023 i år. 

Legens ærespris blev i år tildelt Imran Rashid.

Et helt konkret resultat for Imran, der vidner om hans store out-reach til den danske befolkning, var da han tidligere i år sammen med andre gode kræfter med en imponerede fart fik samlet de krævede 50.000 underskrifter på et borgerforslag: ”Stop tech-industriens kommercielle udnyttelse af danske børn & unge!”.

Med til prisen følger et honorar på 5.000 kroner, som modtager af æresprisen, får lov at dedikere til en organisation eller forening, der arbejder med at fremme legens værdi og betydning fore vores børn og samfund.  

Imran Rashid giver Legens Ærespris til Foreningen Samværd
Den 1. november 2023 dedikerer Imran Rashid Legens Ærespris til foreningen Samværd, som b.la. står bag initiativet "Leg på Plejehjem". 

Forud for dedikationen af Legens Ærespris til foreningen Samværd, udtaler Imran Rashid følgende: 

”En af de største udfordringer ved den enorme digitalisering, vi har set det sidste årti, er hvordan vigtige dele af barndommen er blevet fortrængt af skærme. Legen er ikke længere et grundvilkår for alt for mange børn. Legen udgør en af de vigtigste udviklende områder i børns liv, hvor indre-styret kreativitet, nysgerrighed og sociale færdigheder trænes op.

Vi har derfor brug for organisationer, der målrettet arbejder på at genvinde den tabte leg og gøre den til en forandringskraft, der kan sætte det digitaliserede algoritmestyrede menneske fri. 

Derfor har jeg valgt at donere min ærespris, som jeg selv har modtaget fra Legebranchen – LEG, til Foreningen Samværd, som netop udmærker sig ved at dyrke legens væsen som en vigtig samfundsindsats, der kan styrke båndet mellem mennesker på tværs af generationer. 

Stort tillykke til dem og tak for at skabe håb og glimt i øjnene på mennesker, der forhåbentlig kan fortrænge noget af lyset fra skærmene.”


Foreningen Samværd er en almennyttig, non-profit forening, der arbejder for at skabe generationsbrobyggende projekter.
Foreningen Samvær er meget begejstrede over, at Imran Rashid har valgt at dedikere Legens Ærespris til "Leg På Plejehjem".

Projektleder Rasmus Holst Nielsen udtrykker sig således:
"Det betyder meget for os at få anerkendelse for den analoge leg og det analoge møde, fordi vores arbejde netop er forankret i et dybt ønske om at sætte fokus på at skabe mere fællesskab, samvær og nærvær.

Til Leg på Plejehjem bruger vi netop legen som det fælles tredje, der skaber forbindelsen på tværs af generationer. Når vi synger og leger sammen – børn som voksne - bliver det meget lettere at tale sammen og skabe en relation - både med dem, vi kender i forvejen, men også dem, vi ikke har mødt før. 

Vi tror på, at leg er for alle aldre. For når vi mødes gennem leg, er det med til at øge forståelsen for hinanden og gøre det ukendte mindre skræmmende."

Legens Ærespris lever videre og skaber ringe i vandet
Hos Legebranchen – LEG er man dybt rørt over det liv, Legens Ærespris har fået gennem Imrans videregivelse af prisen, og sekretariatschef Betina Schiønning udtaler i den forbindelse:

”Det er en meget stor glæde for os at følge Imrans overdragelsen af prisen til netop Foreningen Samværd, og se den måde værdien af leg dermed kommer ud og leve blandt os mennesker og skaber ringe i vandet."

Læs hele pressemeddelelsen her